FC København har i dag solgt Christoffer Remmer til norske Molde. Det oplyser de forsvarende mestre i en pressemeddelelse i dag.
Forsvarsspilleren Christoffer Remmer har en stor stjerne i FC København, men har stået bag stærke landsholdsbacks som Lars Jacobsen og Peter Ankersen.
Med lange udsigter til spilletid har Remmer søgt nye græsgange. Han skal prøve kræfter med Tippeligaen hos Molde. De har i dag købt den 23-årige back, oplyser FC København.
”Jeg har været i KB og FCK siden drengeårene, og jeg har haft mange gode fodboldmæssige oplevelser med klubben og de mennesker, der er i den, så det er naturligvis svært at sige farvel. Men jeg har følt, at det er det rigtige tidspunkt for mig nu. Jeg har brug for mere fast spilletid på højt niveau, og jeg er sikker på, at skiftet til Molde er godt for min fremtidige karriere. Jeg glæder mig i hvert fald til udfordringen,” siger Christoffer Remmer til FCK’s hjemmeside.
Christoffer Remmer nåede i denne omgang af spille 67 kampe for hovedstadsklubben, hvor han har været tilknyttet førsteholdstruppen siden 2012. Molde ligger pt. nummer 8 i Tippeligaen efter 19 kampe.