FCK’s formand Bo Rygaard har tiltro til, at både William Kvist og Hjalte Bo Nørregaard er de rette midlertidige løsninger efter fyringen af Ståle Solbakken.
Ståle Solbakken er nu officielt fortid i FC København, der lørdag morgen har fyret træneren.
I stedet skal William Kvist overtage det sportslige lederskab, mens Hjalte Bo Nørregaard er blevet gjort til midlertidig cheftræner. FCK-formand Bo Rygaard er glad for den løsningsmodel:
“William og Hjalte repræsenterer FCKs fodboldfilosofi og DNA. Der er få, der kender klubben og vilkårene i topfodbold bedre. Vi har stor tiltro til, at de som team kan bringe holdet videre på den rigtige måde, indtil en permanent løsning er fundet. Det arbejde begynder først nu,” siger Bo Rygaard til klubbens hjemmeside.
Formanden fastslår, at det ikke var nogen nem beslutning at fyre klubikonet Ståle Solbakken, men at det var den rette beslutning for FCK.
“Enhver epoke har sin afslutning, og vi føler, at tiden nu er inde til at nye kræfter træder til og bygger videre på det stærke fundament Ståle og hans team har skabt,” udtaler Bo Rygaard og uddyber:
“Det har været en vanskelig beslutning både fagligt og følelsesmæssigt, men vi har tænkt os længe og grundigt om, og vi mener, at det her er det bedste for FCK i den situation, vi er i,” konstaterer han.