Parken Sport & Entertainment kunne i dag offentliggøre et overskud på 63 millioner før skat for år 2010. Samtidig valgte de, at opjustere forventningerne til 2011.
Parken Sport & Entertainment vil længe blive husket for det overraskende minus tilbage i 2009 på hele 247 millioner kroner.
Men i dag kunne man præsentere et særdeles positivt resultat for 2010, hvor omsætningen lå på knap 1,3 milliarder kroner, mens bundlinjen viste et plus på 63 millioner kroner før skat.
“Alle koncernens aktiviteter er kommet fornuftigt ud af 2010 og sammenfattende har resultatudviklingen i 2010 været tilfredsstillende og betydeligt bedre end den forventning, der blev udtrykt i 2009 årsrapporten. Det er ikke mindst F.C. Københavns deltagelse i gruppespillet i UEFA Champions League, der er årsag til resultatudviklingen, men også fitness dk, Lalandia og Kontorejendomme har udviklet sig tilfredsstillende i 2010,” forklarer bestyrelsesformand Hans Munk Nielsen i en pressemeddelelse.
I samme forbindelse har koncernen valgt, at opjustere forventningerne til 2011, hvor man medregner deltagelse i Champions League-gruppespillet. Omsætningen skal toppes til 1,5 milliarder kroner, mens overskuddet efter planen skal ligge på omkring 175 millioner kroner.