FC Midtjylland har i dag præsenteret et underskud på 2,5 millioner kroner for perioden 2012/13. Der er tale om en stor forbedring, oplyser FCM.
FC Midtjylland kunne i regnskabsåret 2011/2012 annoncere et underskud på hele 36 millioner kroner. I det seneste regnskabsår er regnskabet markant forbedret.
For året 2012/13 lyder årsregnskabet nemlig på et underskud på blot 2,5 millioner kroner. Det er tilfredsstillende, meddeler klubben.
Den store ændring i underskuddet skyldes blandt andet transferindtægter på 18,2 millioner kroner samt nedsættelse af omkostningerne på 27,5 millioner kroner.
“Jeg er enormt stolt over det arbejde alle i virksomheden har udført i sidste regnskabsår og som er fortsat efter sommerferien. Vi har formået at omkostningstilpasse og spare 30 mio. heraf knap 20 mio. på spillerlønninger og samtidig opnå sportslig succes på banen som Danmarks bedste hold i kalenderåret 2013. Det er præstation, man kun sjældent ser nogen steder,” forklarer direktør Claus Steinlein til klubbens hjemmeside.
FCM’s omsætning er faldet fra 83,5 til 66,3 millioner kroner, men midtjyderne meddeler, at den igen vil stige til omkring 80 millioner kroner i 2013/2014.
Dermed forventer man at lande på et resultat, der ligger et sted mellem minus 10 og minus 16 millioner kroner. Det presser egenkapitalen, der lyder på 17,5 millioner kroner.
FC Midtjylland oplyser videre i årsrapporten, at man på den kommende generalforsamling vil søge om tilladelse til at nedsætte selskabskapitalen, mens man også vil give bestyrelsen bemyndigelse til at optage gæld og eventuelt foretage en kapitalforhøjelse.