I dag kunne FC Midtjyllands stortalent, Viktor Fischer, sætte sin signatur på en treårig kontrakt med den hollandske storklub Ajax Amsterdam.
Ajax Amsterdams cheftræner Frank de Boer bekræftede i weekenden, at storklubben til sommer ville hente FC Midtjyllands stortalent, 16-årige Viktor Fischer.
I dag kom der for alvor handling bag disse ord, da parterne kunne underskrive en treårig aftale, der sikrer Fischers tilstedeværelse i Amsterdam frem til sommeren 2014.
Fischer skiftede for halvandet år siden fra AGF til FC Midtjylland, og i Ajax er det planen, at den unge dansker skal starte med at repræsentere A1-holdet, som er klubbens store talent-mandskab.
De to danske talenter Christian Eriksen og Nicolai Boilesen har ligeledes spillet på A1-holdet i tidernes morgen, men de er nu begge at finde i Ajax’ førsteholdstrup.