Randers FC har forlænget kontrakten med forsvarsspilleren Alexander Fischer, der ellers havde kontraktudløb til sommer. Den nye kontrakt løber frem til sommeren 2013.
Alexander Fischers kontrakt med Superligaklubben Randers FC stod til at udløbe til sommer, men nu er parterne blevet enige om en kontraktforlængelse. Det betyder, at forsvarsspilleren nu har kontrakt frem til sommeren 2013.
”Han er en alsidig spiller, der kan dække begge back-pladser tillige med begge kantpladser. Hans alsidighed og hans hurtighed er hans spidskompetencer, derudover har han en yderst professionel tilgang til tingene,” siger cheftræner Ove Christensen i en pressemeddelelse.
Hovedpersonen selv glæder sig også over kontraktforlængelsen.
”Jeg er utrolig glad for forlængelsen. Jeg føler, jeg har udviklet mit spil rigtig meget, siden jeg skiftede til Randers FC,” lyder det fra Fischer.
Alexander Fischer skiftede til Randers den 1. juli 2009 fra Lyngby. Han har spillet 49 kampe og scoret fem mål for Randers’ førstehold indtil videre.