Bayern Münchens Franck Ribery afviste tilbage i 2009 et skifte til Real Madrid. Læs hvorfor her:
Franck Ribery var ikke i kridthuset i Bayern München tilbage i 2009 efter en batalje med klubbens daværende træner Louis van Gaal, hvorfor han blandt andre store, europæiske klubber fik chancen for at skifte til Real Madrid.
Men trods den spanske Kongeklubs store iver efter at hente franskmanden, lykkedes det ledelsen i Bayern München at overtale Ribery til at blive i Tyskland.
”Jeg havde intense snakke med Uli Hoeness, der endnu var præsident dengang, og bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge. De fortalte mig, at jeg skulle blive. At klubben havde brug for mig. At jeg var så vigtig for Bayern München, som Lionel Messi var for FC Barcelona,” siger Franck Ribery til Goal.com og fortæller om Reals interesse:
”Real prøvede. De ville have mig. Jeg ved ikke, hvilken pris Bayern forlangte. Men i sidste ende er jeg glad for, hvordan det hele sluttede.”
Den 32-årige forhenværende franske landsholdsspiller har spillet over 300 kampe for Bayern München siden 2007 og vundet 14 trofæer med klubben.