Frank Arnesen mener, at DBU’s håndtering af Morten Olsens afsked har været uheldig.
Der har været sagt og skrevet meget om Morten Olsens forhold til DBU, siden Claus Bretton-Meyer blev direktør i den danske fodboldforening i 2014.
Det er en offentlig hemmelighed, at der har været ikke så få uenigheder mellem Olsen og Bretton-Meyer, og tidligere i år meddelte Morten Olsen, at han stopper som dansk landstræner efter EM i 2016.
Nu melder landstrænerens tidligere landsholdskammerat Frank Arnesen sig i koret af folk, der mener, at DBU har behandlet Morten Olsen med manglende respekt:
“Jeg mener, at DBU har gjort det unødvendigt svært for sig selv, sådan som de har optrådt. Jeg tror og håber, at de har lært af det. For når man eksempelvis går ud og siger, at alle kan blive fyret, skal man altså lige vide, hvilken rolle man har”, udtaler den danske landsholdslegende til B.T.
Morten Olsen har været dansk landstræner siden 2000, og Arnesen advarer mod at negligere den tidligere landsholdsanførers rolle i den danske fodboldhistorie:
“Der er ingen anden person, som individuelt har betydet så meget for dansk topfodbold som Morten Olsen igennem de 130 år, DBU har eksisteret. Derfor fortjener han en god afsked”.
Frank Arnesen er i dag sportsdirektør i græske PAOK.