Fransk klub bekræfter: Vi vil have Makienok

0

Evian Thonon GaillardEvians træner og sportsdirektør bekræfter over for Tipsbladet, at Brøndbys Simon Makienok er en interessant spiller i sommerens transfervindue.

Daniel Wass og Jesper Hansen får måske endnu en dansk holdkammerat i sommerens transfervindue, for franske Evian holder øje med Simon Makienok, der spiller i Brøndby IF.

Le Championnat-klubben har tidligere haft fin succes med danske spillere, og Stephan Andersen, Thomas Kahlenberg og Christian Poulsen har alle før optrådt for klubben.

Derfor bekræfter Evians træner og sportsdirektør Pascal Dupraz over for Tipsbladet, at det danske marked er lokkende frem mod sommerens transfervindue.

”Vi skal bruge nogle nye spillere, og vi vil gerne have danske spillere, som vi har haft stor succes med før. Det er os, der åbnede markedet i Frankrig for danske spillere, og vi vil også gerne have en dansk spiller. Men først skal vi tænke os om,” siger Pascal Dupraz til Tipsbladet.

Og især den langlemmede angriber Simon Makienok har før været talt til den franske klub, og hvis man skal tro Dupraz, er interessen for Superliga-profilen ikke blevet mindre.

”Han er en mulighed, men det er der mange spillere i Danmark, der er. Vi har mange mulige emner i Danmark, og vi skal beslutte, hvem vi vil gå efter. Den økonomiske dimension er også vigtig, for vi er en lille klub i Frankrig, og det kan være svært at få visse spillere på grund af økonomien. Men vi gør vores bedste, og lige nu tænker vi os om, inden vi køber spillere. Jeg er dog ret sikker på, at vi køber en dansk spiller denne sommer.”

Simon Makienok har selv ytret ønske om at forlade Vestegnen til sommer.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE