
Foto: Dejan Obretkovic
SønderjyskE-cheftræner Glen Riddersholm drømmer om på et tidspunkt at prøve sig af i udlandet, men det vil ikke blive for enhver pris.
I skrivende stund har Glen Riddersholm ført SønderjyskE til en førsteplads i 3F Superligaen forud for mandagens kamp mod AGF.
48-årige Riddersholm har tidligere vundet det danske mesterskab med FC Midtjylland, og træneren drømmer om at komme til udlandet en dag.
“Jeg har bevist, at jeg kan bære et guldprojekt i Danmark. Så jeg har da stadig en drøm om at prøve mig af i udlandet. Jeg har haft muligheden, men det skal ikke være for enhver pris. Frekvensen af fyringer i udlandet er jo høj,” udtaler Glen Riddersholm i et længere interview med B.T. og tilføjer:
“Jeg er en træner, som gerne vil lande det rigtige sted, hvor man kan være i en længere periode, så man kan sætte sit afsæt og skabe kontinuitet og dermed få succes,” lyder det fra træneren.
Riddersholm har været cheftræner i SønderjyskE siden januar sidste år.