Brøndby IF har forhørt sig om svenske Simon Tibbling, der er på kontrakt i hollandske Groningen. Det bekræfter klubbens direktør.
Brøndby er ved at forberede sig til den kommende Superliga-sæson, hvilket betyder en del aktivitet på transfermarkedet.
Klubben har allerede hentet Benjamin Bellot i RB Leipzig, Besar Halimi i Mainz 05 samt Kasper Fisker i Randers, ligesom de har forhørt sig om den svenske U21-stjerne Simon Tibbling. Det bekræfter svenskerens direktør i hollandske Groningen i hvert fald over for Sportbladet.
“Det stemmer. Brøndby har været i kontakt med os,” bekræfter Hans Nijland altså til Sportsbladet.
Den 22-årige midtbanespiller var en stor profil for Sverige ved det netop overståede U21-EM, og han bliver næppe en billig herre at hente til Vestegnen. Ifølge Sportsbladet afviste Groningen både Club Brügge og Atalanta i vinter, fordi de ikke ville betale de påkrævede 40 millioner kroner, som Æresdivisions-klubben ved den lejlighed forlangte for Simon Tibbling.