
Foto: Shutterstock
Leroy Sanés kontrakt med Manchester City udløber i sommeren 2021, og Manchester-klubben har længe ønsket at forlænge med tyskeren.
Det fortæller klubbens manager, Pep Guardiola, som også afslører, at Sané har afvist flere kontraktudspil med henblik på en forlængelse.
“Leroy har afvist at forlænge sin kontrakt. Det ved alle. Klubben kom med to eller tre tilbud, og han afviste dem,” siger Guardiola ifølge klubbens Twitter-profil.
24-årige Sané har været skadet i hele indeværende sæson, men han var på bænken mod Arsenal i onsdags.
Tyskeren bliver for alvor sat i forbindelse med Bayern München, og dermed kan et sommerskifte komme på tale, hvis Manchester City vil tjene maksimalt på et salg af offensivspilleren.