Ruud van Nistelrooy er i søgelyset hos Real Madrid, men angriberens tyske klub Hamburger SV vil ikke slippe ham.
Real Madrid vil gerne finde en midlertidig erstatning for Gonzalo Higuain, der er ude med en skade, og kongeklubben lurer på Ruud van Nistelrooy. Den hollandske angriber, der tidligere har spillet i Real Madrid, skal dog ingen steder. Hans klub Hamburger SV vil ikke slippe ham.
”Der er ingen mulighed for, at han smutter. Han bliver. Det interesserer mig ikke, om Real Madrid kommer her for at forhandle, svaret er det samme: van Nistelrooy skal fuldføre sin kontrakt,” siger sportschef Bastian Reinhardt ifølge Hamburger Morgenpost.
HSV-træner Armin Vehs muligheder i angrebet er i øjeblikket begrænsede, da Mladen Petric og Paolo Guerrero er ude med skader, mens det sydkoreanske stortalent Heung Min Son deltager i Asian Cup.