
Foto: Shutterstock
Christian Eriksen ligner en færdig mand i Inter, og nu siger præsidenten i Serie A-klubben, at man gerne vil se på muligheden for at få ham videre til januar.
I Tottenham blev danske Christian Eriksen nærmest forgudet, men i Inter er danskeren røget helt ud i kulden.
Ofte har den 28-årige kreatør været bænket gennem hele kampe, og senest blev det lørdag til mindre end fem minutters spilletid i 3-0 sejren ude over Sassuolo.
Eriksen er ikke en del af cheftræner Antonio Contes planer, og det er også noget, som Inter-direktør Giuseppe Marotta kan få øje på.
“Fodbold er fuld af den slags situationer, hvor man henter spillere, der så viser sig ikke at være funktionelle til det taktiske system eller det hold, han placeres ind på. Vi hentede Eriksen i januar for 20 millioner euro, og det var en fremragende handel og en stor mulighed. Træneren er dog i sin fulde ret til at vælge hans foretrukne opstilling ud fra den evaluering, han laver,” fortæller Marotta til Football Italia.
Han løfter samtidig sløret for, at Inter vil være mere end villige til at lade Eriksen gå i januar, som tingene ser ud i øjeblikket.
“Hvis vi når januar, og spilleren ikke spiller regelmæssigt og derfra beder om at blive solgt, så vil vi håndtere det uden nogen som helst form for kontrovers,” lyder det fra Inter-direktøren.