AC Milans 37-årige angriber, Filippo Inzaghi, overvejer at forlade klubben til januar, da han ønsker mere spilletid end han får nu.
Det er blevet til begrænset med spilletid til Milans Filippo Inzaghi i denne sæson, efter klubben i sommerens transfervindue sikrede sig Zlatan Ibrahimovic, der har været førstevalget til pladsen på toppen for Milan.
Dette er ikke tilfredsstillende for Inzaghi, der fortsat gerne vil gøre en forskel. Derfor overvejer italieneren at forlade klubben i januar.
”Jeg vil stadig gerne være vigtig. Jeg har modtaget to tilbud, og jeg er glad for, at nogle stadig kigger på mig,” siger 37-årige Inzaghi til den italienske tv-station Rete 4.
Inzaghi blev helt for Milan i klubbens Champions League-kamp mod Real Madrid i sidste uge, da han scorede to mål. I den efterfølgende kamp i Serie A var Inzaghi dog tilbage på bænken.
”Jeg vil ikke kun være beskæftiget i fortvivlede øjeblikke, men lad os se om to måneder. Jeg nærer en utrolig kærlighed til Milan, men jeg vil stadig gerne spille, og jeg føler, jeg er i god form.”
Vicepræsident i Milan, Adriano Galliani, understreger dog, at han ikke vil lade Inzaghi skifte, da han så sent som i maj underskrev en ny kontrakt med Milan.
”Jeg har fortalt Pippo, at efter kontraktforlængelsen lader jeg ham ikke gå. Han bliver hos os,” udtaler Galliani.