Esbjergs cheftræner Jonas Dal taler ud om angrebssituationen i klubben. Han fortæller blandt andet, at man gerne vil forlænge med Mick van Buren.
Esbjerg fB forstærkede i går offensiven med den tidligere Brøndby-angriber, Brent McGrath, som blev hentet i 1. divisionsklubben Fredericia FC.
Men klubben er ikke færdig med at styrke offensiven. Det afslører cheftræner Jonas Dal i dag.
Dal ønsker at forlænge kontrakten med Mick van Buren samt hente endnu en angriber til klubben.
“Vi har stadig kontrakt med Robin Söder, og så håber jeg, at vi kan beholde Mick Van Buren. Kan vi det, skal vi hente én angriber udefra mere,” siger Jonas Dal til avisen.
Van Buren står noteret for 65 kampe i Superligaen, mens han har scoret 17 mål.