Officielt: Jonas Lössl indstiller karrieren

0
Jonas Lössl

Foto: Shutterstock

FC Midtjylland oplyser torsdag, at målmanden Jonas Lössl har valgt at stoppe karrieren. Han bliver dog i klubben i en ny rolle.

Den danske keeper, 37-årige Jonas Lössl, har valgt at indstille karrieren.

FC Midtjylland annoncerer nyheden i dag.

“Jeg har i mange år drømt om at slutte her. Det har på en eller anden måde ligget i kortene. FC Midtjylland har været en enorm del af mit liv, og det betyder meget, at det er her, jeg sætter punktum som spiller,” siger Jonas Lössl til FCM’s hjemmeside.

Lössl startede karrieren i netop FCM, og han fik sin debut tilbage i 2010.

Derefter skiftede han til udlandet, hvor han nåede at repræsentere Mainz, Guingamp, Huddersfield, Everton og Brentford.

I 2022 vendte han tilbage til midtjyderne.

“Jeg havde ikke besluttet mig, da jeg spillede mod Brøndby. På det tidspunkt var jeg faktisk ret sikker på, at jeg skulle spille videre. Men jeg sad samtidig med et projekt i FC Midtjylland, som giver mig et afsæt til en ny karriere. Det kan blive min næste store passion – ligesom fodbolden har været det i mere end 30 år.”

Lössl forlader dog ikke FC Midtjylland. Han får en ny rolle i den sportslige organisation, hvor han får ansvar for at udvikle og implementere nye tiltag.

“At sætte punktum som spiller i FC Midtjylland betyder meget for mig. Men det gør mig også stolt og taknemmelig, at punktummet ikke er et farvel til klubben. Jeg får nu mulighed for at fortsætte rejsen her – med et andet ansvar og på en ny måde.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE