London-storklubben Arsenal presser på for at leje den brasilianske Juventus-midtbanespiller Arthur Melo. Det melder transferguruen Fabrizio Romano.
25-årige Arthur Melo skiftede tilbage i efteråret 2020 tilværelsen i FC Barcelona ud med italienske Juventus, og nu kan brasilianeren være på vej til en helt tredje storklub.
Arsenal er i skrivende stund på jagt efter forstærkninger til den centrale midtbane, og Mikel Arteta og co. er efter sigende meget interesserede i Arthur.
Ifølge den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano presser The Gunners på for at signe den brasilianske landsholdsspiller, men der er en hindring.
Juventus vil angiveligt have fundet en erstatning, før man lader Arthur smutte til Arsenal, som ønsker at leje ham for resten af sæsonen.
Midtbanemanden har i denne sæson spillet 12 kampe for Serie A-storklubben, hvor det dog hverken er blevet til mål eller assists.
Arthur Melo har fortsat en lang kontrakt med Juventus, som løber frem til sommeren 2025.