
Foto: Shutterstock
Cristiano Ronaldo kan potentielt snart vende tilbage til Manchester United, som skulle have givet verdensstjernen fra Juventus et konkret tilbud.
Som 24-årig forlod Cristiano Ronaldo Manchester United og forfulgte drømmen om at spille for Real Madrid.
Nu kan den 35-årige portugiser måske vende tilbage til Old Trafford, mere end 10 år senere. Det erfarer Fox Sports-journalisten Christian Martin om stjernens klubsituation.
“Vores kilder i Manchester og Porto bekræfter, at Manchester United har fristet Cristiano Ronaldo med en tilbagevenden til klubben næste sæson. Portugiseren analyserer tilbuddet, mens Juventus er klar til at forhandle, hvis Ronaldo anmoder om et skifte,” meddeler Martin på sin Twitter-profil.
I løbet af den sidste uges tid har der floreret adskillige historier i den italienske nyhedsstrøm om, at Juventus skulle være parate til at sælge Ronaldo, som angiveligt tjener hele fem gange så meget som klubbens næstbedst lønnede spiller, Paulo Dybala.
Også manager Ole Gunnar Solskjær kunne være interesseret i handlen. I hvert fald udtalte nordmanden i sommer om Ronaldo, at han godt kunne se ham på sit mandskab.
“Husk på, at jeg også nåede at spille med Cristiano, og han er den bedste spillere i verden. Jeg ville ikke have noget imod også at have ham på mit hold,” udtalte Solskjær på et pressemøde, da han blev spurgt om, hvilke forhenværende holdkammerater han gerne ville kunne gøre brug af som United-manager.