
Foto: Leicester City
Leicester Citys danske keeper, Kasper Schmeichel, slår fast at der ikke er noget hold i rygterne om at nogle af holdets spillere ønskede Claudio Ranieri fyret.
Det var Daily Mail, der oplyste, at flere spillere havde givet udtryk for utilfredshed med Ranieri, hvilket skulle have været medvirkende til at ledelsen gav ham en fyreseddel.
“Der er på ingen måde sandhed i de rygter. Vi er spillere og vi kan kun påvirke de ting, der sker inde på banen. Hvad der sker på ledelsesniveau er ude af vores hænder,” siger Kasper Schmeichel til BBC Sport og uddyber:
“Jeg ved ikke, hvor alle de her rygter om møder imellem spillerne og ejerne om Ranieri kommer fra. Det er ikke sandt.”
“Det er trist at Claudio forlader os. Vi opnåede det umulige sammen og jeg har al respekt for ham og det, han har opnået i denne klub. Det er følelsesladet og vi er først og fremmest kede af, at vi ikke har kunnet præstere bedre på banen. Det er en skam, at det er kommet hertil,” siger Schmeichel.