Journalisten James Pearce fra The Athletic skrev torsdag, at Liverpool arbejdede på en ny kontrakt til Mohamed Salah i kulissen.
Fredag kunne manager Jürgen Klopp så bekræfte, at parterne er i dialog.
“Der er dialog, ja. Vi arbejder på det (forlængelsen, red.). Med to år tilbage kan du forestille dig, at der er dialog i gang og det er det. Salah er i et godt humør og forhåbentlig kan det forblive sådan,” fortalte Jürgen Klopp fredag uden ønske om at gå i yderligere detaljer.
Salah har kontraktudløb i sommeren 2023, og ifølge James Pearce fra The Athletic, så vil The Reds stå klar med en toårig forlængelse af den aftale.
Det betyder, at den nye aftale vil løbe frem til sommeren 2025, hvor Salah vil være fyldt 33 år.
I øjeblikket er Salah den bedst lønnede i Liverpool med en ugentlig løn på omkring 200.000 pund (1,7 mio. kr.), men det ventes, at hans løn vil stige yderligere, selvom man i Liverpool har en lønstruktur, hvor en del af lønnen er bundet op på store bonusordninger.
Manchester Citys seneste forstærkning i form af Jack Grealish tjener angiveligt 300.000 pund (2,6 mio. kr.) om ugen.