Esbjerg fB fredede i aftes Niels Frederiksen, men det var åbenbart kun kortvarigt. I dag har træneren nemlig fået sparket.
Kun ét point i fire kampe og senest et 0-4-nederlag til SønderjyskE søndag er de kolde facts om Esbjerg fB’s sæsonstart i Superligaen.
Alligevel var sportschef, Niels Erik Søndergaard, ude at frede træner Niels Frederiksen i aftes, men den fredning holdt kun kortvarigt.
Niels Frederiksen er nemlig i dag blevet opsagt i den vestjyske klub.
”Beslutningen er en konsekvens af svigtende resultater i store dele af forårssæsonen og i indledningen på den nye sæson,” siger administrerende direktør, Søren Poulsen, til klubbens hjemmeside og tilføjer:
”Vi indleder nu en proces med henblik på at ansætte en ny cheftræner, og indtil da vil Michael Pedersen og Lars Lungi Sørensen have ansvaret for Superligaholdet med førstnævnte som ordførende.”
Niels Frederiksen kom til Esbjerg i 2013.