Per Krøldrup får ikke en ny kontrakt med Fiorentina, og derfor skal danskeren finde en ny klub.
Efter seks og et havlt år er Per Krøldrup færdig i Fiorentina. Den tidligere landsholdsspiller har kontraktudløb denne sommer, og nu bekræfter hans agent, Ippolito Gallovich, at Krøldrups kontrakt ikke bliver forlænget.
“Per fortsætter ikke i Fiorentina. Vi er i øjeblikket i dialog med en anden klub, men jeg kan ikke sige mere om det lige nu,” siger Gallovich til bold.dk.
Den 32-årige forsvarsspiller har været plaget af skader de seneste år, og han har ikke optrådt for Fiorentina siden maj 2011. Alligevel mener hans agent ikke, at Krøldrup får problemer med at finde en ny arbejdsgiver.
“Det bliver ikke et problem at finde en ny klub til Per. Flere klubber fra forskellige lande i Europa har vist interesse for ham, så det skal nok lykkes.”
Italienske medier har skrevet, at Krøldrup skulle være på vej til den canadiske MLS-klub FC Toronto, men det afviser agenten.
“Nej, nej, det er ikke sandt. Vi arbejder på at finde en klub i Europa til Per.”