I går ramte en stor nyhed rygtebørsen, da det forlød, at Real Madrid nu havde sendt et officielt bud af sted til Paris Saint-Germain på stjernen Kylian Mbappé.
Buddet, som blandt andet blev oplyst af transferjournalisten Fabrizio Romano, lød angiveligt på 160 millioner euro.
På trods af at Mbappé har kontraktudløb næste sommer og dermed kan hentes på en fri transfer på det tidspunkt, vil PSG dog ikke sælge den franske stjerne for den sum.
Real Madrid vil hæve buddet på Mbappé
Ifølge den franske avis, L’Equipe, så har buddet overrasket PSG, men de skulle efter sigende kræve op imod 200 millioner euro (knap 1,5 milliarder kroner).
Det forlyder, at Real nu skulle være klar til at lægge hele 220 millioner euro (1,6 milliarder kroner) på bordet for at være sikre på at få handlen i hus, inden transfervinduet lukker på tirsdag i næste uge.
22-årige Mbappé kan i januar måned skrive under med en ny klub og derefter skifte transferfrit til sommer, hvis kontrakten med PSG ikke forlænges.
Derfor er det også sidste udkald for PSG, hvis de vil tjene på et salg af landsholdsprofilen nu.
Paris Saint-Germain skulle have udset sig Everton-profilen Richarlison som erstatning for Mbappé, hvis det ender med et salg.