Danske Anders Lindegaard mener ikke, at hans situation i Manchester United har ændret sig, efter at klubben har købt David de Gea.
Manchester Uniteds nylige indkøb af den spanske keeper David de Gea, har ikke fået danske Anders Lindegaard til at sidde med en bitter smag i munden.
“Min situation er totalt uændret. Jeg er meget positiv på den fortsatte udvikling og ser masser af perspektiver for min fremtid. To naturligt fundamentale aspekter for mig og min karriere. Og jeg glæder mig som et lille barn til at komme på græs igen,” forklarer Anders Lindegaard ifølge Ekstra Bladet til People in sport, og han uddyber:
“Det lyder banalt, men alle de ting som sker uden for Anders Lindegaard – dem kan jeg ikke gøre noget ved alligevel. Derfor bekymrer jeg mig ikke om det. Jeg fokuserer på de ting, jeg kan gøre noget ved.”
Foruden De Gea og Lindegaard, råder Manchester United også over målmanden Tomasz Kuszczak.