Jamie Carragher revser Real Madrid-fansene og opfordrer Gareth Bale til at vende snuden hjem til Premier League.
Gareth Bale har været genstand for en del kritik for sine præstationer i Real Madrid, siden han kom til den spanske hovedstadsklub i sommeren 2013 fra Tottenham.
Det forstår Liverpool-legenden Jamie Carragher dog intet af. Han mener waliseren burde opfattes som en helt på Santiago Bernabeu.
”Bale ville være helt sikker på en status som legende, hvis han spillede i en hvilken som helst anden klub. Efter den første sæson, han havde, burde han desuden være sikret hyldest for livet.”
“Et afgørende mål i Champions League og en utrolig præstation i kampen mod FC Barcelona i Copa del Rey betyder åbenbart intet for de lokale, der elsker at finde en syndebuk. Og dette er præcis, hvad der er sket for Bale,” skriver Jamie Carragher i Daily Mail.
Han mener i stedet, at Gareth Bale burde vende snuden hjem til Premier League.
”Når man ser onsdagens kamp fra sidelinjen, er det helt tydeligt, at Bale mangler selvtillid. Han bør skifte tilbage til Premier League denne sommer af flere grunde. Det ville give mening, da Real i forvejen har Ronaldo, og uanset hvad, Bale gør, er det ikke nok.”