
Foto: Shutterstock
Paris Saint-Germains stjernespiller, Kylian Mbappé, har længe flirtet med Real Madrid, og flere gange har han været rygtet kraftigt til klubben.
Ifølge mange spanske medier, så lå det i kortene, at Mbappé ville skrive kontrakt med Real Madrid efter indeværende sæson, men sådan går det ikke.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro lokalmediet Le Parisien.
De skriver, at Mbappés forhandlinger med PSG har taget fart i de seneste dage, og udfaldet skulle være, at franskmanden er nået til enighed med klubben om en toårig kontraktforlængelse.
Det betyder altså, at han tidligst kan skifte til Real Madrid eller en anden klub på en fri transfer i sommeren 2024, hvis aftalen bliver signeret.