Louis van Gaal er sikker på, at han kan hente store spillere til Manchester United til sommer – selv uden Champions League-fodbold som lokkemad.
Louis van Gaal har i sin tid som Manchester United-manager brugt flere milliarder kroner på nye spillere, og det ser ikke ud til, at hollænderen vil spare på pengene til sommer.
Selv uden Champions League-fodbold på menuen er United-bossen nemlig overbevist om, at han kan lokke de største spillere til Old Trafford.
“Champions League er vigtigt for de bedste spillere, men Manchester United vil altid kunne lokke topspillere til,” siger Louis van Gaal ifølge The Mirror og fortsætter:
“At kvalificere os til Champions League vil hjælpe mig i mit arbejde til sommer. Det hjælper altid, men lad mig understrege, at United er så stor en klub og betaler så store lønninger, at spillerne kommer hertil alligevel.”
Manchester United er nummer fem i Premier League.