Stortalentet Romelu Lukaku er en eftertragtet ung herre. Den 17-årige Anderlecht-angriber drømmer selv om at spille for Real Madrid.
På trods af sine blot 17 år har Romelu Lukaku allerede opnået at blive topscorer i den bedste fodboldrække i Belgien. Store europæiske klubber har da også fået øjnene op for Anderlecht-angriberen, der især er sat i forbindelse med Chelsea og Real Madrid.
Lukaku bliver dog i Anderlecht sæsonen ud, men drømmer om at tørne ud for Real Madrid i fremtiden.
”Selvfølgelig er det en drøm at spille på Bernabeu. Det er et fantastisk stadion. At José Mourinho er træner for Real Madrid er en ekstra motivationsfaktor,” udtaler Lukaku til Marca.
”Vi får se i juni, men lige nu vil jeg ikke høre om det. Jeg er glad og tilfreds i Anderlecht. Men jeg er klar til at tage springet, når den rette tid kommer. Jeg er meget ambitiøs, og jeg vil gøre alt for at overbevise folk om, at jeg var pengene værd, når jeg bliver solgt.”
Det store talent, der er kaldt ”Den Nye Drogba”, scorede sine to første landskampsmål for Belgien i en venskabskamp mod Rusland i november.