
Foto: Shutterstock
Lyon-præsident Jean-Michel Aulas udelukker, at offensivprofilen Memphis Depay forlader Lyon i det kommende januar-transfervindue.
Den hollandske Lyon-stjerne Memphis Depay var, helt indtil det forgangne transfervindue lukkede, rygtet til FC Barcelona, men hans skifte blev aldrig til noget, og angriberen endte med at blive i Lyon.
Forud for det forestående transfervindue i januar spekuleres der igen flittigt om Depays fremtid, men Lyons præsident Jean-Michel Aulas forsikrer, at holdets største profil ikke skal væk.
“Han kan bringe Lyon ind i en dimension, vi alle gerne vil se. Jeg var den første til at sige, at han ikke ville skifte til Barcelona. Ingen lyttede til mig i sommer, for alle troede, at han ville skifte. Vi er nødt til at lykkes i denne sæson. Vi er startet skidt, men vi har kapacitet til at gøre det bedre, så han bliver her,” siger præsidenten til RMC Sport.
Ligue 1-klubben har blot vundet fire ud af de første ti kampe i ligaen, men fem uafgjorte er alligevel nok til, at mandskabet hænger fast i toppen.
Lyon ligger på nuværende tidspunkt således nummer fem med i alt 17 point.