Magnus Troest forlader Varese – åben for Superligaen

0

SuperligaDen tidligere FC Midtjylland-stopper Magnus Troest forlader sin nuværende klub Varese efter sæsonen i jagt på nye udfordringer i karrieren.

”Jeg forlader Varese efter denne sæson. Det er min beslutning,” bekræfter Magnus Troest til bold.dk.

Magnus Troest har været en af de store profiler på Varese-holdet, som endte to point fra playoff til oprykning. Den store stopper scorede således fem mål i sæsonens løb.

”Det handler mest om, at jeg vil have nye udfordringer, og så har der været nogle småting, som jeg ikke har været helt tilfreds med. Hvad det er, holder jeg for mig selv,” siger Troest til bold.dk og fortsætter:

”Det er en blandet fornemmelse at stå til at blive arbejdsløs. Det er ikke bare sådan lige at finde en god klub og en god kontrakt for tiden, men omvendt er jeg blevet kastet lidt rundt fra klub til klub i de seneste år, da jeg var ejet af Genoa, så det bliver rart selv at kunne bestemme fuldstændigt,” lyder det.

Hvor Troests karriere skal fortsætte er endnu uvist. Den tidligere FC Midtjylland-spiller er åben over for det hele, også Superligaen.

”Jeg har ingen foretrukken destination. Det er ufornuftigt at lukke nogle døre på dette marked. Superligaen er en mulighed, men jeg er også åben for at blive ude. Også i Serie B, men så skal det gerne være en klub med oprykningsambitioner.”

”Der er ikke noget konkret endnu, kun lidt løs snak. Så må vi se, hvad der dukker op, og tage en beslutning ud fra det,” siger Troest og uddyber:

”Men eftersom jeg har været i Italien i nogle år, er det givetvis herfra, at der vil være størst interesse, fordi man nok efterhånden kender mig bedre her,” slutter Magnus Troest over for bold.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE