Den tidligere Superliga-forsvarsprofil, Winston Reid, har udviklet sig til en profil i West Ham ligeledes. Manageren fortæller, at Reid ikke bliver solgt med mindre, at en klub byder et tre cifret millionbeløb.
Den i dag 26-årige forsvarer, Winston Reid, har kontraktudløb med West Ham efter indeværende sæson.
Det betyder dog ikke, at den tidligere FC Midtjylland-forsvarer kan se frem til at blive solgt billigt i januars transfervindue.
West Ham indtager i øjeblikket en fjerdeplads i Premier League, og manager Sam Allardyce mener, at Reid er en vigtig spiller i jagten på at fastholde topplaceringen.
“Han skal ingen steder. Med mindre at der kommer en klub og byder 20 millioner pund (190 millioner kroner, red.) eller noget i den dur,” forklarer Sam Allardyce til BBC Sport, og han uddyber:
“Hvis nogle kommer med et ydmygt bud, fordi han er i sidste del af sin kontrakt, kan vi tjene mere ved at beholde ham og slutte, hvor vi er i ligaen, frem for at sælge ham og dermed bringe vores gode sæson i fare.”
Reid og West Ham forhandler angiveligt om en ny kontrakt, på trods af, at klubber som Liverpool FC og Arsenal FC skulle have noteret den newzealandske forsvarsspiller på blokken.