Manchester City-backen, Pablo Zabaleta, er usikker på sin fremtid i klubben, hvor der kommer til at ske store ændringer i næste sæson.
Pablo Zabaleta har siden 2008 været mere eller mindre fast mand i Manchester Citys højre forsvarsside, men i denne sæson har han måtte se sig overhalet af Bacary Sagna i kampen om spilletid.
Kun ti Premier League-kampe står den 31-årige argentiner således noteret for, og det har fået ham til at overveje sin fremtid på Etihad Stadium.
“Sagna har været fantastisk i denne sæson. Jeg er meget glad på hans vegne, for han er en god fyr og en stærk spiller. Han har givet mig chancen for at have tid til at tænke over fremtiden,” siger Pablo Zabaleta til Sky Sports og tilføjer:
“Jeg har kun et år tilbage af min kontrakt, og vi må se, hvad der sker efter sæsonen. Vi forventer store ændringer i klubben, når den nye manager kommer til. Vi sætter os nok ned efter sæsonen og taler med klubben om, hvad der skal ske.”
Pablo Zabaleta har repræsenteret Manchester City 298 gange i alt.