Den 31-årige nigerianske angriber Odion Ighalo har udtrykt et ønske om at spille i USA, og tiden i Manchester United ser ud til at lakke mod enden.
Det begyndte godt for Odion Ighalo i Manchester United-trøjen for omtrent et år siden, men siden da er det kun gået ned ad bakke for den rutinerede angriber, der ellers fik sit lejeophold forlænget.
Sommerens tilgang af Edinson Cavani har skubbet Ighalo længere bag i køen om en plads på holdet, og ikke meget tyder på, at han får lov til at blive i United, når lejekontrakten udløber i slutningen af januar.
Og Odion Ighalo selv er da også allerede i gang med at planlægge, hvad den næste destination helst skal være.
“Jeg har set MLS, og ligaen gør det godt, jeg vil gerne spille der. Jeg venter på tilbud, og hvis muligheden opstår, vil jeg tage den, fordi ligaen gør det godt, og det vil give et godt liv, som jeg vil elske,” udtaler angriberen til ESPN.
Ighalo tilbyder endvidere nærmest sig selv til David Beckhams amerikanske klub, Inter Miami.
“David Beckhams klub vokser, så hvorfor ikke slå til, hvis muligheden opstår?” lyder det fra nigerianeren.
31-årige Ighalo har bare spillet 157 minutter i indeværende United-sæson.