Manchester United har oprustet stort i dette transfervindue, men ifølge klubbens hollandske manager, Louis van Gaal, mangler endnu to forstærkninger.
Manchester United har allerede præsenteret Matteo Darmian, Bastian Schweinsteiger, Morgan Schneiderlin og Memphis Depay denne sommer, men her stopper festen ikke.
Klubbens hollandske manager, Louis van Gaal, har nemlig endnu spenderbukserne på og ønsker at forstærke sig på to positioner.
”Nej, jeg tror ikke, vi er færdige med at handle,” siger van Gaal til MUTV og fortsætter:
”Vi skal finde den rette balance, som jeg har sagt før, men jeg mener, at vi stadig skal forstærke os på mindst to positioner, og det skal vi gøre, så snart muligheden opstår.”
Ifølge flere rygter skulle Manchester United især være på udkig efter en angriber.