Manchester Uniteds danske talentspejder, Torben Aakjær, har været for åbenmundet på Facebook, hvorfor han nu har fået en fyreseddel fra klubben.
BT og det engelske medie, The Guardian, kunne i aftes i samarbejde præsentere en række udtalelser fra den danske Manchester United-scout, Torben Aakjær, med politiske budskaber skrevet på Facebook.
BT citerer blandt andet Aakjær for at have skrevet følgende om et billede af den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, der falder på en trappe i Paris:
“Nå, pyhaaa. Troede (apropos) sgu lige, at den skøre madamme var konverteret til det der hersens Islam halløj og var på vej ned på knæ for at mumle en bøn. Men hun skvattede åbenbart i en brandert. Fair nok.”
Ligesom han også skulle have delt en artikel fra Dansk Folkeparti med overskriften: ”DF vil smække Danmarks grænsebomme i” med nedenstående ord:
“Sådan! Og ekstra bemanding på alle ind og udgange, så alt det østeuropæiske skidt og lo.. kan holdes ude.”
The Guardian har sendt de oplysninger til Manchester United, hvilket har fået klubben til at suspendere danskeren med øjeblikkelig virkning.
“Klubben har modtaget dokumentationen og har øjeblikkeligt indledt en undersøgelse af sagen. Klubben har suspenderet Hr. Aakjær med øjeblikkelig virkning. Manchester United er en beskyttet organisation og vil ikke acceptere den slags opførsel,” skriver Manchester United i en meddelelse til avisen, The Guardian.
Sidenhen har Torben Aakjær besluttet at slette sin Facebook-profil, mens han over for avisen forsvarer sig med, at de fleste opslag må være skrevet af hackere, der ifølge talentspejderen selv: “Ikke kan lide mig eller Manchester United.”