Hvis den engelske storklubs økonomiske retning fortsætter i resten regnskabsåret kan Manchester United sætte ny rekord.
Med en ny stor sponsoraftale med Adidas, der over de næste ti år pumper 7,93 milliarder kroner i klubben, samt tilbagevendingen til Champions League i ryggen, har Manchester United netop offentliggjort regnskabsårets første kvartalregnskab.
I dette lyder indtægterne på svimlende 1,3 milliarder kroner, hvilket er en stigning på hele 39 procent i forhold til første kvartal i sidste regnskabsår.
Ifølge ESPN er klubbens næstformand Ed Woordward ganske godt tilfreds med resultatet.
”Vores rekordregnskab for første kvartal demonstrerer den fortsatte styrke af vores forretning. Vi er meget glade for den tidlige forbedring,” udtaler Woodward.
Dog er De røde Djævles gæld ligeledes steget til godt tre milliarder kroner, hvilket ifølge klubben skyldes det ændrede forhold i valutakursen mellem den engelske pund og den amerikanske dollar.
Ifølge ESPN forventes det, at klubbens årlige regnskab vil komme op i omegnen af 5,3 milliarder kroner, hvilket ville gøre United til den første engelske klub nogensinde med et årsregnskab over 500 millioner pund.
Louis van Gaals mandskab ligger på en øjeblikkelig fjerdeplads i Premier League.