
Foto: Shutterstock
Real Madrid har valgt selv at finansiere de mange udgifter, som er forbundet med ikke at have tilskuere på stadion under corona-situationen.
Derfor har de også bedt spillerne om at gå ned i løn, og det vil spillerne også være tvunget til igen i nær fremtid, hvis økonomien skal hænge sammen for Kongeklubben, forlyder det.
I samme moment skulle spillerne have fået at vide af administrerende direktør Jose Angel Sanchez, at der ikke bliver foretaget nogle indkøb til den kommende sæson.
Det skriver sportsavisen, Marca, som har fingeren på pulsen, når det gælder Real Madrid.
Der vil således kun komme tilgang af nye spillere i form af udlejede profiler, som vender hjem.
Det vil gælde Andriy Lunin, Álvaro Odriozola, Martin Ødegaard og muligvis Dani Ceballos.
Real Madrid frygter, at den samlede regning for corona-krisen vil løbe op i hele 180 millioner euro, svarende til lidt over 1,3 milliarder kroner.
Foruden den store regning for corona-krisen, så er Real Madrid også i færd med at ombygge hjemmebanen, Santiago Bernabeu, hvilket også er en bekostelig affære. Dog har corona-situationen betydet, at processen har kunnet blive igangsat hurtigere end først planlagt.