
Foto: Shutterstock
Den italienske storklub AC Milan er angiveligt blandt de klubber, der er interesserede i Real Madrid-angriberen Luka Jovic. Det skriver spanske AS.
Tilbage i sommeren 2019 hentede Real Madrid den på det tidspunkt brandvarme Eintracht Frankfurt-profil Luka Jovic for et trecifret millionbeløb i den højere ende.
Det skifte er dog på ingen måde gået som håbet, og den efterhånden 23-årige serber har endnu ikke slået igennem.
Det resulterede i, at han tilbage i januar-transfervinduet vendte retur til Frankfurt på en lejeaftale, og nu kan han være på vej væk igen.
I hvert fald skriver spanske AS, at Carlo Ancelotti ikke ønsker at beholde angriberen, og han kan derfor ende med at forlade Real Madrid denne sommer.
Her skulle Serie A-topklubben AC Milan være én af de to klubber, som angiveligt skulle være interesserede i den serbiske landsholdsspiller.
Luka Jovic har en kontrakt med Real, der er gældende helt frem til sommeren 2025.