
Foto: Shutterstock
Ifølge BBC er Arsenal og Real Madrid blevet enige om Dani Ceballos, der inden længe forventes at blive præsenteret i London-klubben på en etårig lejeaftale.
I et stykke tid har rygterne svirret, men nu ser det hele ud til at falde på plads.
Real Madrids midtbanetalent Dani Ceballos bliver ifølge BBC i den kommende sæson udlejet til Arsenal.
22-årige Ceballos har spillet i Real Madrid siden sommeren 2017, men han har svært ved for alvor at bide sig fast på kongeklubbens stjernespækkede mandskab.
Anderledes godt er det gået, når Ceballos har optrådt for det spanske U21-landshold. I 2017 blev han kåret til turneringens bedste spiller ved EM-slutrunden i Polen, hvor Spanien dog tabte finalen til Tyskland.
Denne sommer vandt Spanien så finalen ved U21-EM over Tyskland, og Ceballos var endnu engang en af sit lands store profiler. Undervejs i turneringen scorede han blandt andet mod Italien og Polen.
I Arsenal skal Ceballos, der tidligere i karrieren har optrådt for Real Betis, formentlig afløse Aaron Ramsey, som denne sommer har forladt London-klubben på en fri transfer.
Ceballos vil – hvis handlen går igennem – blive Arsenals andet sommerindkøb, efter den 18-årige brasilianer Gabriel Martinelli for tre uger siden blev præsenteret som ny Arsenal-spiller.