
Foto: Shutterstock
Atletico Madrid og Premier League-klubberne West Ham, Aston Villa og Newcastle er alle ude efter 31-årige Georginio Wijnaldum. Det melder Calciomercato.
I sommer skrev Paris Saint-Germain kontrakt med den hollandske landsholdsspiller Georginio Wijnaldum, som skiftede til Ligue 1-giganten fra Liverpool på en fri transfer.
Skiftet er dog ikke gået helt som håbet, og den rutinerede midtbanespiller har ikke for alvor fundet fodfæstet i PSG.
Derfor kan han meget vel være på vej væk fra klubben, og ifølge mediet Calciomercato er han en særdeles ombejlet herre.
Her går meldingen på, at La Liga-storklubben Atletico Madrid er ude efter ham, og det samme er tre engelske adresser.
Det drejer sig om Premier League-klubberne West Ham, Aston Villa og Newcastle, hvor Wijnaldum har en fortid hos sidstnævnte.
Hollænderen har samlet set optrådt 27 gange for PSG i indeværende sæson, hvor han har nettet tre gange og leveret to assists.