Tottenham Hotspurs danske profil, Christian Eriksen, bliver endnu en gang kædet sammen med FC Barcelona.
FC Barcelona jagter en offensiv erstatning for Neymar, der er skiftet til Paris Saint-Germain i verdens dyreste fodboldhandel.
Igennem de sidste uger har det forlydt, at Liverpools Philippe Coutinho var det varmeste bud på en kandidat til at udfylde hullet.
Men de seneste meldinger går på at The Reds under ingen omstændigheder vil sælge Coutinho, der ellers har indgivet en transferanmodning. Senest har Liverpool efter sigende afvist et købstilbud på omkring 745 millioner kroner.
Det betyder, at Barca må se andre veje, og her kommer danske Christian Eriksen ind i billedet.
Det britiske medie The Independent skriver, at FC Barcelona igen holder et vågent øje med Tottenham-profilen.
Barca skulle være klar til at betale omkring 824 millioner kroner for Eriksen, hvilket vil gøre ham til den suverænt dyrest handlede dansker i historien.
Christian Eriksen forlængede sin kontrakt med Tottenham i september måned i år, hvor han fik en fireårig kontrakt.