FC Barcelonas Xavi er efter sigende ved at forhandle med MLS-klubben New York Red Bulls om et sommerskifte.
Et af dagens mest interessante rygter står Sky Sport Italia for. Mediet beretter, at FC Barcelonas midtbaneprofil Xavi bliver jagtet af MLS-klubben New York Red Bulls.
Parterne skulle efter sigende allerede være i forhandlinger med henblik på et sommerskifte for den 33-årige spanier.
Xavi har repræsenteret Barca gennem hele sin karriere, mens han lørdag aften spillede sin kamp nummer 699 for klubben.
Det forlyder, at Thierry Henry har spillet en afgørende rolle i forhold til at lokke Xavi til MLS-klubben.
Xavis kontrakt løber fortsat i to år, men det forventes, at klubbens ledelse ikke vil stille sig i vejen, hvis han selv ønsker at skifte.