
Foto: Shutterstock
La Liga-giganten FC Barcelona er angiveligt ude efter den tidligere Chelsea-stjerne Oscar, som siden 2017 har repræsenteret kinesiske Shanghai SIPG.
Tilbage i januar 2017 forlod den brasilianske offensivspiller Oscar London og Chelsea, og han fortsatte sin karriere i den kinesiske klub Shanghai SIPG.
Her har den efterhånden 30-årige offensive midtbanespiller spillet siden da, men det kan meget vel være slut inden længe.
I hvert fald melder mediet TNT Sports Brasil, at FC Barcelona ønsker at hente Oscar, og den catalanske storklub skulle allerede have kontaktet kineserne.
Brasilianeren kan således vende retur til europæisk fodbold efter en pause på over fem år, hvilket ville være meget opsigtsvækkende.
Oscar spillede for Chelsea fra 2012 til 2017, og i 203 optrædener for The Blues leverede han 38 mål og 37 assists.
Offensivspilleren nåede også at etablere sig som en vigtig profil på det brasilianske A-landshold, hvor han samlet set står noteret for 48 kampe og 12 mål.