
Foto: Dejan Obretkovic
Danske Nicklas Bendtner spillede bare 184 minutter for Rosenborg i 2019, og for dem fik danskeren angiveligt svimlende 4,1 millioner kroner.
Kontroversielle Nicklas Bendtner fik rigtig mange penge, men ikke alverden spilletid i Rosenborg i 2019.
184 minutter var, hvad Bendtner nåede at spille for klubben i det første halve år af 2019, og det var bestemt ikke tilfredsstillende for angriberen.
Særdeles tilfredsstillende var til gengæld den enorme løn, han fik for minutterne.
I Norge er skattelisterne offentligt tilgængelige, og folks indtjeninger fremgår også. Adresseavisen melder, at Bendtner tjente hele 5,92 millioner norske kroner, ca. 4,1 millioner danske kroner, inden han vendte hjem til FCK tilbage i september sidste år.
Bendtner var i aktion i sæsonens første fem opgør for Rosenborg, men herefter blev den tidligere Arsenal-spiller vraget, og angriberen spillede ikke et eneste minut i de følgende 19 kampe.
Det var altså bestemt ikke noget synderligt, Rosenborg fik for deres millioner.