Nicklas Bendtners fremtid kan meget vel fortsætte i Premier League. Ifølge Metro er danskeren blevet tilbudt en toårig kontrakt med en lavere løn.
Nicklas Bendtner har været genstand for mange rygter. Tidligere er han blevet sat i forbindelse med en række Premier League-klubber, som tæller Leicester, Hull, Burnley, Crystal Palace og Sunderland.
I dag bliver danskeren sat i forbindelse med et skifte til Newcastle.
Det er mediet Metro, der skriver, at danskeren er blevet tilbudt en toårig kontrakt, hvor han ventes at tjene omkring 380.000 kroner om ugen.
Hvis danskeren accepterer, kan han se frem til en væsentlig lønnedgang i forhold til, da han spillede i Arsenal. Her lød ugelønnen på op til 500.000 kroner. Hans aftale med Arsenal udløber om en måned.
Newcastles manager, Alan Pardew, søger med lys og lygte efter en angriber, idet Shola Ameobi, Luuk de Jong og Loic Remy alle forlader klubben denne sommer.