Hamburger SV skulle efter sigende være ude efter U21-landsholdsangriberen Emil Berggreen, men prisskiltet på Berggreen skulle være en stopklods.
Den danske angriber Emil Berggreen kan efter blot et halvt år i Tyskland efter sommerferien prøve kræfter med Bundesligaen, hvis alt går vel for Braunschweig-spilleren.
Ifølge bold.dk skulle Hamburger SV efter sigende være ude efter den tidligere Hobro-bomber. De skulle endda have forhørt sig hos Braunschweig om 22-årige Emil Berggreen.
Selv vil hovedpersonen ikke forholde sig til rygterne: ”Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg vil kun snakke om slutrunden, så længe vi er her,” siger Berggreen til bold.dk.
Dog har Braunschweig sat et prisskilt på 15 millioner kroner, hvilket skulle skræmme den tyske bundklub fra at hente den aktuelle U21-EM-spiller for nu.
Emil Berggreen har siden skiftet fra Hobro i vinter imponeret for Braunschweig i 2. Bundesliga, hvor det er blevet til fem mål i seks starter og 7 indskiftninger.