Chelsea skulle eftersigende være ude efter Boca Juniors 22-årige Jonathan Calleri. Klubbens præsident indrømmer at argentineren kan blive solgt til januar.
Diego Costa har denne sæson ikke været i nærheden af forrige sæsons niveau, med blot 3 scoringer i 11 Premier League-kampe. Derfor skulle Chelsea-boss José Mourinho nu være ude efter Boca Juniors vidunderdreng Jonathan Calleri, der har nettet 21 gange denne sæson for argentinerne.
Og i et interview med Radio America indrømmer Boca Juniors præsident nu, at Calleri kan være væk til januar.
“Han kan blive solgt denne jul da der er gode tilbud, og vi ikke vil stå i vejen for ham,” siger han og uddyber:
“Men i øjeblikket er der ikke en endelig aftale, der er kun snak.”
Jonathan Calleri har også været rygtet til Inter, men ifølge flere medier er Chelsea forrest i feltet om argentinerens underskrift.
Han har 2 år tilbage af sin kontrakt med nykronede argentinske mestre Boca Juniors, hvor han er angrebsmakker med Carlos Tevez.