
Foto: Shutterstock
Manchester United har genoptaget forhandlingerne med Chelsea med henblik på at hente Mason Mount. Det beretter transferguruen Fabrizio Romano.
På det seneste har Manchester United været meldt kraftigt interesserede i Mason Mount, som man også har afgivet flere bud på.
Chelsea har imidlertid afvist buddene, da de krævede flere penge, og forleden forlød det så, at United havde trukket sig fra forhandlingerne.
Men det har kun været for en kort bemærkning, for nu er Erik ten Hag og co. tilbage i kampen om 24-årige Mount.
Ifølge Fabrizio Romano vil United genoptage forhandlingerne med Chelsea, og de skulle være optimistiske omkring en handel.
Mason Mount har kontraktudløb med The Blues i sommeren 2024, og det har tidligere forlydt, at han ikke vil forlænge.
Den offensive midtbanespiller har samlet set repræsenteret Chelsea 195 gange, hvor det er blevet til 33 kasser og 37 oplæg.
Mount står dertil noteret for 36 landskampe og fem mål for England.