Chelsea FC vil efter sigende skille sig af med deres spanske angriber, Fernando Torres. De vil sende ham hjem for til gengæld at få Atletico Madrids Radamel Falcao.
Ifølge det engelske medie, Daily Star, så er Chelsea på jagt efter colombianske Radamel Falcao, som de har holdt øje med de seneste par måneder. Den engelske klub skulle nu være klar med et bud.
Det er nemlig Atletico Madrids gamle spydspids, Fernando Torres, de vil sende tilbage til den spanske hovedstadsklub for i stedet at få fingre i Radamel Falcao.
Den 27-årige spanske angriber spillede mellem 2001 og 2007 på Atletico Madrids førstehold. Siden da skiftede han til Liverpool FC og for knap et år siden til Chelsea for næsten 500 millioner kroner.